Den, der søger efter „hvad siger Bibelen om tatoveringer“, støder næsten altid på Tredje Mosebog 19:28, citeret som et klart forbud. Verset findes faktisk og handler faktisk om mærker på huden, men dets kontekst – en renhedskodeks skrevet til det gamle jødiske folk og rettet mod datidens hedenske begravelsesskikke – og den måde, kristne har læst det forskelligt på gennem århundrederne, gør svaret mindre entydigt, end det umiddelbart kan virke. En rumænsk-ortodoks præst skriver offentligt imod tatoveringer og henviser netop til dette vers, mens koptiske kristne pilgrimme i Jerusalem gennem århundreder har båret et tatoveret kors på håndleddet som et bevidst tegn på deres tro. Der findes ikke ét enkelt kristent synspunkt på dette emne, og teksten nedenfor stiller verset, en nutidig pastoral stemme og en ægte historisk tradition ved siden af hinanden, så du selv kan overveje spørgsmålet eller tage det videre til din egen præst.
- Tredje Mosebog 19:28 forbyder „cuttings...for the dead“ og „print any marks“, men hebraisk bruger to forskellige udtryk – det ene for snit i forbindelse med sorg, det andet for tatovering – og verset indgår i en ceremoniel renhedskodeks, ikke i et moralsk bud, der tydeligt gentages i Det Nye Testamente.
- Præst Marcel Stavara fra Biserica Icoanei i Bukarest har udgivet en tekst på basilica.ro, hvor han fraråder tatoveringer og henviser til Tredje Mosebog og 1 Korintherbrev 6:19-20; hans synspunkt er en personlig pastoral vurdering, ikke en synodal beslutning fra Den Rumænske Ortodokse Kirke.
- Den koptiske familie Razzouk har tatoveret kristne pilgrimme i Jerusalem gennem generationer med et enkelt kors på højre håndled – en praksis, der er dokumenteret helt tilbage til det 17. århundrede, og som viser, at tatoveringer ikke altid er blevet afvist inden for kristendommen.
Hvad siger Tredje Mosebog 19:28 egentlig?
I King James-oversættelsen lyder verset sådan: „Ye shall not make any cuttings in your flesh for the dead, nor print any marks upon you: I am the LORD.“ NIV-oversættelsen gengiver den anden del mere direkte: „nor put tattoo marks on yourselves“, hvilket forklarer, hvorfor verset næsten altid dukker op i enhver diskussion om tatoveringer og Bibelen (kilde: Tredje Mosebog 19:28, parallelle oversættelser – BibleHub).
Den oprindelige hebraiske tekst bruger to forskellige udtryk dér, hvor en almindelig oversættelse bruger ét generisk ord: seret, et snit eller en rift i huden, og qa'aqa', et tegn eller et aftryk – i praksis en tatovering. De to ord beskriver to forskellige sørgeskikke, der behandles sammen i samme sætning, ikke ét og samme forbud gentaget to gange (kilde: Noter om de hebraiske udtryk, BibleHub).
Verset indgår i Tredje Mosebog 19, et kapitel, der handler om en hellighedskodeks for det gamle jødiske folk, og som forbyder en række begravelses- og kultskikke, der var overtaget fra nabofolkene – lige fra bestemte rituelle frisurer til snit for de døde. Den umiddelbare kontekst handler altså om at adskille sig fra konkrete hedenske skikke fra den tid, ikke om et selvstændigt etisk bud, der udtrykkeligt gentages som sådan i Det Nye Testamente. Kristne læser forholdet mellem Det Gamle Testamentes renhedskodekser og troslivet i dag forskelligt: Nogle anser dem for at være forældede efter Kristi komme, mens andre bevarer dem som moralske rettesnore med vedvarende betydning. Denne artikel vælger ikke mellem disse læsninger – formålet er at stille verset, en nutidig pastoral stemme og en ægte historisk tradition ved siden af hinanden, så du kan tænke klart over spørgsmålet og ikke får en færdig konklusion serveret.
En rumænsk-ortodoks præsts pastorale synspunkt
Præst Marcel Stavara, præst ved Biserica Icoanei i Bukarest, udgav den 9. juli 2025 en artikel på basilica.ro – Den Rumænske Patriarkats nyhedsbureau – hvor han fraråder tatoveringer. Han begrunder sit synspunkt med Tredje Mosebog 19:28 og 1 Korintherbrev 6:19-20, hvor kroppen kaldes „Helligåndens tempel“, og tilføjer et argument om tatoveringspraksissens hedenske oprindelse i oldtiden (kilde: „Tatoveringsepidemien“, Basilica.ro).
Hans praktiske anbefaling er, at de, der overvejer en ny tatovering, opgiver idéen, og at de, der allerede har en, taler om det ved skriftemålet. Det er vigtigt at præcisere, at dette er én præsts tekst, udgivet som hans egen pastorale mening på et kirkeligt nyhedsmedie, ikke en synodal beslutning eller en kanon fra Den Rumænske Ortodokse Kirke, der gælder generelt. Hans artikel indeholder også medicinske eller psykologiske påstande om tatoveringer, som vi her kun gengiver som hans personlige synspunkt – ikke som uafhængigt verificerede medicinske fakta, for de får ikke den status alene ved at stå i en tekst, der er udgivet på et kirkeligt websted.
En kristen tatoveringstradition, der er ældre end debatten: pilgrimmenes kors i Jerusalem
Den koptiske familie Razzouk har tatoveret kristne pilgrimme, der er kommet til Jerusalem, gennem flere generationer, og deres håndværk kan spores tilbage til 1300-tallets Egypten; en koptisk præst, Jersuis Razzouk, bosatte sig i Jerusalem omkring år 1750 og videreførte familiens tradition dér. Det klassiske motiv er et enkelt kors, tatoveret på højre håndled (kilde: Razzouk Tattoo – Wikipedia).
Praksissen er ikke ny. Europæiske rejsende fra 1600-tallet, som Johann Lund og William Lithgow, beskrev allerede dengang kristne pilgrimme, der fik mindetatoveringer ved afslutningen af rejsen til Det Hellige Land – et bevis på, at skikken er langt ældre end nutidens debat om tatoveringer og tro (kilde: Razzouk Tattoo – Wikipedia).
Det er værd at huske, at der er tale om en tradition, der er specifik for den koptiske kristendom, ikke en praksis eller en godkendelse fra Den Rumænske Ortodokse Kirke. Den afgør ikke spørgsmålet fra artiklens begyndelse, men viser tydeligt, at tatoveringer ikke altid er blevet afvist inden for kristendommen: Der findes en historisk gren af den kristne tradition, som netop bruger tatoveringen som et stolt båret tegn på tro, overleveret gennem familier i århundreder.
Hvorfor argumenter om „kroppen, der betyder noget“, er ældre end debatten om tatoveringer
Efter kejser Konstantins omvendelse til kristendommen forbød romersk lovgivning specifikt, at dømte blev brændemærket i ansigtet, men bevarede muligheden for at mærke dem på andre dele af kroppen. Den begrundelse, der blev fremført, var, at menneskets ansigt afspejler Guds billede (kilde: Constantine the Great and Christianity – Wikipedia).
Eksemplet har ikke nogen direkte forbindelse til nutidens tatoveringer – der er tale om en straf, som blev pålagt dømte ved lov, ikke om et personligt valg –, men det viser, at idéen om, at kroppen, og især ansigtet, har en særlig åndelig betydning, har dybe rødder i den tidlige kristne tænkning. Det er en tankegang, du også finder i nutidens argumenter for og imod tatoveringer, om end ingen af dem følger direkte af Konstantins lov.
Hvad kan vi så tage med herfra?
Tre reelle pejlemærker, ikke ét færdigt svar: verset fra Tredje Mosebog, læst i sin oprindelige kontekst som en renhedskodeks; en rumænsk-ortodoks præst, der offentligt henviser til det imod tatoveringer sammen med 1 Korintherbrev 6:19-20; og en århundredgammel koptisk kristen tradition, der tatoverer netop det symbol, som andre anser for forbudt. Set under ét har den kristne tradition ikke ét klart svar på dette spørgsmål, og denne artikel kan ikke opfinde et på dens vegne.
Hvis spørgsmålet bekymrer dig personligt, er det bedste næste skridt stadig at tale om det med din egen præst eller dit trosfællesskab, for det er en pastoral og personlig beslutning, som kun du kan træffe sammen med dem.
Hvis du blot vil se, hvordan et trossymbol ser ud på din egen hud, før du træffer en beslutning om en permanent tatovering, kan det at afprøve et midlertidigt motiv før den permanente version vise dig dets størrelse, form og placering på huden. Det er stadig kun en visuel afprøvning: Den besvarer ikke det religiøse spørgsmål, der er behandlet ovenfor, og erstatter ikke en reel samtale med din præst.
Hvis du føler dig tiltrukket af den bibelske symbolik, findes der også nogle designs med trostema som midlertidige tatoveringer:
Du kan se flere varianter i kollektionen med midlertidige tatoveringer om tro eller, hvis du foretrækker at tage udgangspunkt i korssymbolet, i galleriet med designs med kors og andre religiøse symboler. Hvis du vil have generelle råd til at vælge din første tatovering – motiv, størrelse og placering på kroppen –, behandler guiden til din første tatovering emnet særskilt, uden for den religiøse del, der behandles her. Hvad en midlertidig tatovering konkret kan og ikke kan fortælle dig om den permanente version, er også et emne, der forklares grundigt i en særskilt artikel, og hvis dit spørgsmål snarere handler om den sociale opfattelse i Rumænien end om den religiøse side, bliver accepten af tatoveringer og generationsskiftet behandlet særskilt.
