En vikingetatovering henviser næsten altid til en håndfuld bestemte motiver: Thors hammer (Mjölnir), Valknut, Vegvísir, Odins ravne eller en runeindskrift. Hvert motiv fortæller en forskellig historie, og de stammer ikke alle fra selve vikingetiden. Vegvísir optræder for eksempel ikke i nogen kilde fra før det 19. århundrede, selvom det ofte fremstilles som et gammelt nordisk kompas. Når man ved, hvor hvert symbol faktisk stammer fra, inden man vælger det, kan man undgå to almindelige skuffelser: at bære et motiv, der sælges som vikingetidssymbol, selvom det er nyere, og at få indgraveret en runeindskrift, hvor en bogstav-for-bogstav-omskrivning ikke giver noget læsbart.
- Mjölnir er det vikingetidsmotiv, der er bedst dokumenteret arkæologisk: Omkring tusind hammerformede vedhæng er blevet fundet i hele Nordeuropa.
- Valknut optræder på vikingetidens sten og gravgenstande, men det nuværende navn er en moderne betegnelse; man ved ikke, hvad symbolet blev kaldt dengang.
- Vegvísir kaldes ofte et »vikingekompas«, men stammer i virkeligheden fra et islandsk manuskript fra det 19. århundrede, flere århundreder efter vikingetiden.
- En runeindskrift kan ikke oversættes bogstav for bogstav fra fransk: Runer gengiver lyde, ikke stavemåde, og derfor er det en god idé at tage udgangspunkt i et allerede etableret motiv frem for en personlig sætning.
Mjölnir, Thors hammer
Thors hammer er det vikingesymbol, der er fundet flest af, hvilket gør det til en solid historisk reference snarere end blot et billede fra en tv-serie. Omkring tusind hammerformede vedhæng er blevet fundet i Skandinavien, England, Nordtyskland, de baltiske lande og Rusland (kilde: Mjölnir, Wikipedia). Hvor ofte det er fundet, siger meget om dets plads i hverdagen – langt fra forestillingen om et rent krigerisk våben.
Vedhænget fungerede også som et religiøst tegn og en lykkebringer, blandt andet ved bryllupper, og det blev mere populært, da korsformede kristne vedhæng begyndte at brede sig i de samme områder (kilde: Mjölnir, Wikipedia). Når det bæres som tatovering i dag, har det stadig denne dobbelte betydning af beskyttelse og tilhørsforhold snarere end en direkte krigerisk erklæring. Hvis du vil se symbolet i sammenhæng med alle de legendariske skikkelser, Inklabs beskæftiger sig med, gennemgår artiklen om fantasy- og mytologitatoveringer andre motiver fra gamle fortællinger, både nordiske og ikke-nordiske.
Valknut, knuden for de faldne krigere
Valknut kendes på sine tre sammenflettede trekanter. Symbolet er indgraveret på flere arkæologiske fund fra vikingetiden: Stora Hammars I-stenen, Tängelgårda-stenen på Gotland, gravudstyret fra skibsgraven i Oseberg og den angelsaksiske ring, der blev fundet i floden Nene (kilde: Valknut, Wikipedia). Disse fund, som ofte stammer fra grave, knytter det som regel til Odin og de krigernes skæbne, der døde i kamp: Den almindeligt accepterede betydning er de faldne krigere, som guden udvælger til at byde velkommen.
Der er én ting, der er værd at vide, inden du vælger motivet: »Valknut« er et navn, som moderne forskere har givet det, og ingen ved i dag, hvad tegnet blev kaldt i vikingetiden (kilde: Valknut, Wikipedia). Det ændrer ikke på symbolets arkæologiske autenticitet; det betyder blot, at man bør være påpasselig med enhver forklaring, der hævder at kende dets oprindelige navn eller præcise funktion.
Vegvísir: »vikingekompasset«, der ikke er vikingetidssymbol
Vegvísir er uden tvivl det symbol i den moderne vikingefortælling, hvis alder oftest angives forkert. Den tidligste kendte omtale findes i det islandske manuskript Huld, som blev samlet i 1860 i Akureyri af Geir Vigfússon, flere århundreder efter vikingetidens afslutning; der er ingen arkæologiske spor, der knytter det til perioden (kilde: Vegvísir, Wikipedia). Manuskriptet beskriver det som et tegn, der angiveligt skal sørge for, at den, der bærer det, aldrig farer vild i dårligt vejr, heller ikke på en ukendt vej (kilde: Vegvísir, Wikipedia).
Det gør ikke Vegvísir mindre virkeligt eller mindre interessant: Det er et autentisk islandsk symbol med sin egen historie og beskyttende funktion. Man skal blot placere det i det rigtige århundrede i stedet for at præsentere det som en genstand fra vikingetidens togter og sagaer. Et motiv, man kan lide for det, det står for i dag, er stadig et godt valg; problemet er den unuancerede betegnelse »viking«, der sættes på det.
Yggdrasil, Odins ravne og ulven
To ravne, Huginn og Muninn, ledsager Odin i den nordiske mytologi: Deres navne betyder henholdsvis tanke og hukommelse. Hver dag sender han dem ud for at flyve over verden, og bagefter vender de tilbage og fortæller ham, hvad de har set (kilde: Huginn og Muninn, Wikipedia). Det siger meget om Odin selv: En gud, der i mindre grad hersker med magt end med den information, han indsamler.
Hvorfor disse dyr og ikke en hvilken som helst ulv?
Ulven har en mere tvetydig plads i de nordiske fortællinger. Den kan stå for årvågenhed og en vild styrke, men mytologien rummer også Fenrir, den kæmpestore ulv, som ifølge sagaerne får en central rolle i det endelige kaos under Ragnarök. Hvis du vælger en ulv til en vikingetatovering, er det derfor en god idé at tage udgangspunkt i en bestemt skikkelse frem for et generisk billede af et rovdyr – ligesom en ravn får en anden betydning, alt efter om den forestiller Huginn, Muninn eller blot fuglen selv. Disse dyreskikkelser ledsager ofte Odin i billedkunsten og passer naturligt sammen med Valknut eller Vegvísir i samme motiv.
Runer: Sådan undgår du de mest almindelige fejl
Den ældre Futhark, der blev brugt fra det 2. til det 8. århundrede og bestod af 24 runer, blev senere forenklet i Skandinavien til den yngre Futhark, mens angelsakserne på deres side udvidede deres eget runealfabet (kilde: Ældre Futhark, Wikipedia). Det er to forskellige systemer, der blev brugt i forskellige perioder og områder: Det giver ingen historisk mening at blande dem i samme indskrift, selvom resultatet stadig kan se flot ud.
Den anden faldgrube, som er endnu mere almindelig, handler om oversættelse. Runer gengiver lyde, ikke et ords stavemåde bogstav for bogstav: Hvis man omskriver et navn eller en fransk sætning rune for rune, ender man ofte med en række tegn, der ikke svarer til noget rigtigt ord på et oldtidssprog. Derfor er det bedre at tage udgangspunkt i et allerede etableret og kontrolleret runemotiv, for eksempel et komplet alfabet, der vises som dekoration, eller en tavle med flere kendte symboler, frem for at få sammensat en personlig indskrift, hvis betydning ingen kan garantere.
Vælg motivets udformning og placering
Først og fremmest bør du vælge et motiv ud fra dets faktiske form. En lang runeindskrift eller en Vegvísir med otte grene kræver en flad, aflang plads for at forblive læselig, så underarmen eller ryggen er oplagte placeringer. Valknut eller Mjölnir er derimod mere kompakte og passer til mindre områder som håndleddet eller læggen uden at miste detaljerne.
Det er netop det, en midlertidig version giver mulighed for at afprøve, inden man træffer et permanent valg: Se, hvor stor en indskrift faktisk er på ens egen hud og på den ønskede placering, i stedet for at forestille sig det ud fra en tegning. Guiden til den første tatovering gennemgår trin for trin, hvordan du vælger motiv og placering, og artiklen om hvorfor det er en god idé at afprøve en tatovering, inden den bliver permanent ser nærmere på fordelene ved denne type afprøvning, som er særligt nyttig for et symbolsk motiv, hvor længden afgør, om det er læseligt.
Inden du træffer et så symbolsk valg, kan en midlertidig model hjælpe dig med at sammenligne den faktiske størrelse på en runeindskrift eller en Vegvísir på huden og tilpasse placeringen derefter, som modellerne i kollektionen Midlertidige vikingetatoveringer giver mulighed for. Hvis du er interesseret i andre kulturelle stilarter, følger tribaltatoveringer og græske tatoveringer samme princip: Motiver med en stærk betydning, som bør ses i deres rette historiske sammenhæng, inden man bærer dem. Find flere guides på Inklabs-bloggen.
