En tatovering, der virkelig repræsenterer dig, opstår som regel ikke ved, at du bladrer gennem et galleri med designs, indtil noget falder i din smag; den opstår, når du tager udgangspunkt i noget, der faktisk er sket i dit liv – et øjeblik, en værdi, en genstand, et sted eller en relation – og omsætter det til en enkel form, som du også om nogle år vil kunne genkende som »dig«. Øvelserne nedenfor hjælper dig med netop det, trin for trin, før du begynder at tænke på størrelse eller placering.
Fem korte øvelser, gennemført i rækkefølge, fører dig fra en vag fornemmelse til ét konkret motiv, som du kan afprøve, før det bliver permanent:
- Et kort over dit liv får tre til fem øjeblikke frem, hvor noget faktisk ændrede sig – ikke nødvendigvis den mest dramatiske begivenhed.
- Fri association med ord omsætter en abstrakt værdi som balance eller retning til en konkret visuel form, du kan tegne.
- De genstande, du gemmer uden nogen praktisk grund, viser, hvad der virkelig betyder noget for dig, ud over den vage betegnelse »mindegenstand«.
- Steder, der har ændret dit perspektiv, kan blive til et abstrakt symbol frem for et bogstaveligt kort, der mister sin betydning, hvis du flytter eller skifter mening.
- Vigtige relationer kan repræsenteres med en gestus eller en genstand, I deler, ikke nødvendigvis med den anden persons ansigt eller initialer.
Hvorfor et personligt symbol holder bedre end en trend
Et design kopieret fra en trend kan stadig se godt ud om mange år, men det har ingen forbindelse til din historie og får derfor ikke en dybere betydning med tiden – det forbliver præcis det, det var den dag, du valgte det. Folk vælger at få tatoveringer af mange forskellige grunde: kunstneriske, æstetiske, mindemæssige, spirituelle eller fordi de føler sig knyttet til en bestemt gruppe (kilde: Tattoo – Wikipedia), og de tatoveringer, der forbliver vigtige over tid, er som regel knyttet til noget, du selv har oplevet, ikke noget, du har set på en skærm. Teorien om narrativ identitet forklarer delvist, hvorfor det fungerer sådan: Mennesker opbygger deres identitet ved at integrere deres livserfaringer i en sammenhængende personlig fortælling, der ændrer sig og bliver fyldigere med tiden (kilde: Narrative identity – Wikipedia). Med andre ord bliver et symbol, der er knyttet til din egen historie, ved med at betyde noget, fordi selve historien fortsætter med at eksistere, selv når detaljerne omkring den falmer.
Formålet med øvelserne nedenfor er ikke at skabe et design, som ingen andre har; det er at finde en eller to ting fra dit liv, som en enkel form faktisk kan repræsentere. Du behøver ikke at klare alle fem øvelser lige godt – det er nok, at bare én af dem får noget tydeligt frem.
Øvelse 1: Et kort over dit liv
Tegn en enkel vandret linje på et stykke papir, fra fødslen til i dag, og markér tre til fem punkter på den, hvor noget faktisk ændrede sig – en beslutning, en flytning, et tab, en ny begyndelse. At skrive tvinger dig til at sætte ord på noget, der ellers forbliver en vag fornemmelse – så snart du forsøger at skrive en enkelt sætning om en forandring, opdager du, om du virkelig har forstået den eller blot har følt den i et kort øjeblik. Det er den praktiske grund til, at øvelsen fungerer bedre på papir end kun i tankerne. Skriv én enkelt sætning om, hvad der ændrede sig efter hvert punkt på kortet, ikke blot hvad der skete. Når du læser sætningerne igen, så se efter et tema, der går igen – en ny begyndelse, at komme tilbage, et valg, du traf for dig selv – i stedet for automatisk at vælge den mest dramatiske begivenhed på listen; ofte fortæller det tilbagevendende tema mere om, hvem du er, end et enkeltstående øjeblik.
Sådan ser et enkelt livskort ud i praksis
Du behøver ikke en detaljeret tegning: En lige linje med fem markerede punkter og én sætning skrevet under hvert er nok til denne øvelse. Hvis et bestemt ord går igen i flere sætninger – for eksempel »jeg valgte« eller »jeg gav afkald på« – så markér det særskilt; det er ofte råmaterialet til et visuelt motiv senere, når du samler dine idéer.
Øvelse 2: Ordassociation
Sæt en kort timer på to eller tre minutter, og skriv uden at stoppe de ord, der beskriver, hvordan du ser dig selv lige nu, efterhånden som de dukker op i tankerne. Gruppér derefter ordene i to eller tre temaer, og behold kun dem, der stadig føles sande dagen efter, når den første begejstring over øvelsen har lagt sig. Det sidste trin er at omsætte det valgte tema til en form, du kan forestille dig på huden: Retning bliver let til et kompas, balance kan blive til en stjerne eller en lige linje ved horisonten, og en forbindelse til nogen kan repræsenteres med to enkle former, der er knyttet sammen.
Øvelse 3: Genstande, der har betydet noget
Skriv to eller tre fysiske genstande ned, som du ville tage med i en nødsituation, eller som du stadig gemmer uden nogen praktisk grund – et brev, et værktøj, et arvet smykke. Skriv konkret, hvorfor hver enkelt betyder noget, i stedet for at nøjes med den vage betegnelse »den er sentimental«; den præcise grund er det, der senere bliver omsat til et symbol, ikke selve genstanden. Forenkl derefter genstanden til dens omrids eller én karakteristisk detalje – en komplet og detaljeret illustration af en virkelig genstand ser som regel bedre ud som et fotografi end som en lille tatovering, hvor de fine linjer går tabt med tiden.
Øvelse 4: Steder, der har formet dig
Tænk på et sted, der har ændret din måde at se tingene på – ikke nødvendigvis det sted, du kommer fra, men et sted, hvor noget bestemt ændrede sig for dig. Spørg dig selv, hvad stedet repræsenterer med ét ord – frihed, et fristed, ambition – i stedet for at forsøge at gengive selve stedet i en tegning. Et abstrakt ikon, som omridset af et bjerg, en bølgelinje eller en kompasnål, forbliver relevant længere end et bogstaveligt kort eller en bysilhuet, der mister noget af sin betydning, hvis du flytter, eller hvis dine følelser for stedet ændrer sig.
Øvelse 5: Mennesker, du knytter dig til
Nævn den relation (ikke nødvendigvis personen ved navn), der har lært dig en værdi, du stadig bærer med dig – en forælder, en nær ven, en mentor. Spørg dig selv, hvad relationen lærte dig at gøre eller lægge mærke til, og find et symbol for den pågældende lærdom, ikke for personens ansigt. En beskyttende gestus, en genstand, I deler, eller et motiv bestående af to sammenkædede former kan repræsentere et bånd uden at være afhængigt af nogens ansigt eller initialer – detaljer, som nogle senere kommer til at se anderledes på.
Fra øvelser til ét enkelt motiv
Læg de fem idéer, du overvejer, ved siden af hinanden, og fjern dem, der kræver en forklaring eller en historie fortalt højt for at blive forstået af andre – et godt motiv fungerer også uden en forklaring. Foretræk nogle få rene linjer frem for en scene fyldt med detaljer, fordi designet skal fungere i den faktiske størrelse, en tatovering får, og stadig være tydeligt, når linjerne bliver lidt blødere med tiden. Hvis to forskellige øvelser peger på det samme tema – for eksempel hvis retning dukkede op både i ordassociationen og i øvelsen om steder – er det som regel det stærkeste signal, du har, ikke noget, der skal løses ved kun at vælge én af mulighederne.
Hvad en prøve, du går med, kan bekræfte – og hvad den ikke kan
Når du er nået frem til ét motiv, er det værd at afprøve det, før du gør det permanent, og en midlertidig eller semipermanent version egner sig præcis til dette trin. Hvis du går med motivet i nogle dage, mens du laver almindelige aktiviteter og har forskelligt tøj på, kan det vise dig, om det stadig føles »som dit«, når det er på huden og ikke kun i notesbogen. Prøven kan også bekræfte, om den størrelse og placering, du har tænkt på, fungerer med den måde, du normalt bevæger dig og klæder dig på.
Det er lige så vigtigt, hvad prøven ikke kan fortælle dig: Den viser dig ikke, hvordan en permanent tatovering føles at få lavet, hvordan huden heler, eller om du vil føle det samme for motivet om ti år – det er stadig separate spørgsmål, som en midlertidig version ikke er lavet til at besvare. Hvis du vil have hele fremgangsmåden trin for trin til en prøve, du går med, går den særlige guide til at afprøve en tatovering, før du gør den permanent i detaljer med varighed, og hvordan du følger hudens reaktion. Artiklen om, hvad en midlertidig prøve kan og ikke kan bekræfte gennemgår øvelsens begrænsninger grundigt, ud over spørgsmålet om, hvorvidt symbolet stadig taler til dig. Hvis du vil have konkrete tal for, hvor længe en sådan prøve holder, afhængigt af hvilken type blæk der bruges, går artiklen om, hvor længe en semipermanent tatovering holder i detaljer med netop det.
Når ét motiv tydeligt skiller sig ud fra resten, er en semipermanent version, som du går med i en eller to uger i almindelige situationer, et ærligt skridt, før du træffer den endelige beslutning. Hvis du vil se nogle mulige udgangspunkter, der ligger tæt på de temaer, øvelserne har hjulpet dig med at finde, er kollektionen med symboler og citater et godt sted at starte. Hvis du vil have et bredere overblik over alt det, der er værd at overveje før en permanent tatovering – ud over valget af symbol – supplerer den generelle guide til, hvad du skal vide før en permanent tatovering de næste trin.
